Rejs til Marokko

Kun 15 kilometer vand adskiller Marokko fra Europa. Alligevel er der en hel verden til forskel. I Marokko er basarerne mere farverige, den spansk-mauriske arkitektur mere storslået, og bjergene mere dramatiske end selv det bedste, Europa kan præstere. Tag med til Marokko og sæt alle dine sanser på overarbejde.

Geografi og klima i Marokko

Kongeriget Marokko klynger sig til det afrikanske kontinents yderste nordvestlige hjørne. Derudover har landet siden 1976 gjort krav på området Vestsahara, der ligger syd for det egentlige Marokko. Til gengæld har Spanien de to enklaver Ceuta og Melilla på den marokkanske middelhavskyst, som en rest af den spanske koloni i Marokko. De to undselige stykker mini-Spanien giver Marokko en del problemer, da mange indbyggere i resten af Afrika ser de to enklaver som en genvej til Europa og håbefuldt opholder sig i grænseområderne omkring dem.

Marokko er et bjergrigt land. Langs næsten hele landets længde løber Atlasbjergene, der er delt i de tre bjergkæder Anti Atlas, Høje Atlas og Mellematlas. Her klynger små bjerglandsbyer sig til bjergsider og -toppe mellem de spredte græsningsarealer til får og geder. Derudover sørger flere højsletter for, at Marokkos gennemsnitlige højde ligger på hele 800 meter. Rigtig fladt er der kun ved Middelhavskysten og mod syd, hvor Saharas ørken begynder. Her hersker heden og tørken, mens bjergegnene får rigelige mængder af både regn og sne. Det mest tiltalende klima fra et rejsemæssigt synspunkt finder man langs kysten med lange, varme somre og korte vintre, der aldrig bliver rigtig kolde – regn med, at 15-20 grader er typisk for januar måned.

Marokkos historie

Dele af det nuværende Marokko har både været underlagt Fønikien, Karthago og Rom. Men ingen af disse antikke riger fik rigtig magten over Marokkos stædige berbere. Det gjorde til gengæld araberne, som er de erobrere, der har haft størst indflydelse på landet, som vi kender det i dag. Araberne kom hertil sidst i 600-tallet og medbragte islam, der skabte grobund for en omfattende kulturel opblomstring. Herefter fulgte en sand perlerække af skiftende islamiske dynastier, alle med storslåede bygningsværker på samvittigheden. Det gælder blandt andet almoraviderne, der herskede i Marrakech, og de strengt religiøse almohader, der bredte sig over hele Nordafrika.

I 1800-tallet begyndte Frankrig og Spanien at vise interesse for de nordafrikanske lande, og det endte i 1912 med en deling af Marokko i en fransk og en spansk del. Først i 1956 fik landet sin uafhængighed, og den tidligere sultan Mohamed 5. blev Marokkos første konge. Han var af franskmændene blevet sendt i eksil på Korsika og Madagaskar på grund af hans store aktivitet i uafhængighedskampen, men fik altså lov at komme tilbage, da Frankrig trak sig ud af landet. Marokkos første mange år som uafhængig stat var præget af politiske uroligheder og sammenstød mellem de politiske partier og kongen, da partierne mente, at kongen blandede sig for meget i det politiske liv. I 1976 blev det så Marokkos tur til at forsøge sig i rollen som erobrer. Det gik ud over Vestsahara (tidligere Spansk Sahara) og foregik under det eufemistiske navn Den Grønne March. Vestsaharas befrielsesbevægelse Polisario har lige siden forsøgt at smide marokkanerne ud igen, men endnu den dag i dag er områdets tilhørsforhold uafklaret. Situationen i Vestsahara har gjort forholdet til nabolandene noget anspændt, og måske derfor har Marokko længe forsøgt at blive medlem af EU. Hidtil er det dog kun blevet til en status som associeret medlem.
Op gennem 1990’erne blev der gennemført politiske liberaliseringer, som blandt andet flyttede noget indflydelse fra kongen til de politiske partier og gav kvinder en (lidt) bedre retsstilling. De politiske ændringer tog dog først for alvor fart efter Det Arabiske Forår, der fra december 2010 bredte sig til mange arabiske lande. Oprørsstemningen nåede Marokko i februar 2011 med demonstrationer i flere byer og krav om mindre magt til kongen. Marokko var det første land, hvor folkets protester udmøntede sig i en demokratisk folkeafstemning. Det skete 1. juli 2011 og endte med en ny forfatning, der, i hvert fald på papiret, flyttede en del magt fra kong Mohamed 6. til premierministeren.

Marokkos befolkning

Langt de fleste marokkanere er berbere. Denne betegnelse stammer helt tilbage fra romernes tilstedeværelse i landet og betyder egentlig ”barbarer”. Nu bruges den om efterkommerne af de mange forskellige grupper, der boede i Atlasbjergene, før araberne kom til landet i 600-tallet. Mange berbere taler stadig de traditionelle berberiske sprog, selv om arabisk er Marokkos officielle sprog. Ud over sproget tog de indvandrende arabere dengang også religionen islam med sig, og i dag er næsten alle marokkanere sunni-muslimer. Ikke mindst landets kongehus, der hævder at nedstamme direkte fra profeten Mohameds ﷺ slægt. Religionen og de islamiske traditioner betyder meget for befolkningen og fik ekstra næring under kampen for uafhængighed fra Frankrig.